Home - Articles - Articles in Danish - Thailand, tsunami, 2004

 

Saa er jeg kommet lidt til haegterne igen, vi har virkelig faaet talt tingene igennem og hjulpet hinanden godt.
Det hjalp ogsaa at tale med de to jounalister fra Ekstra Bladet. Vores nytaarsaften var noget trykket og ikke en aften jeg vil taenke tilbage paa som noget stort. Vi blev dog efterhaanden fulde men det var ikke specielt sjovt. Jeg er i Kata Beach et par dage endnu og tager derefter op til Koh Samui for at moede Michael og Diana samt Moeller og en hemmelig gaest omkring den 10. januar. Den 3. januar fejrede jeg saa det nye aar ved at faa revet en visdomstand ud. Noget af det mest fysiske smertefulde jeg nogensinde har proevet. Jeg har stadig smerter og derfor er jeg ikke kommet videre. Tandlaegen sagde det kun ville tage omkring 10 minutter at fjerne den men da den langt om laenge gav efter var der gaaet 50 minutter...... Nu har jeg proevet det og vil nok ikke goere det igen!!!

Som lovet ville jeg skrive den fulde version af hvad jeg oplevede ude paa Phi Phi Island, jeg ved nemlig ikke hvor meget
Ekstra Bladet skrev om os. Den er ret lang men her for I den:

Klokken 7 den 26. december 2004, ringede mit vækkeur som sædvanlig, tog et bad og gik gennem de smalle gader på Phi Phi Island til mit job hos Visa Diving Center. Efter to uger på øen.
havde jeg så småt vænnet mig til Mallorca stemningen og vores manager, en pige fra Sverige jeg havde døbt "obersten".
Dagen før havde jeg været nede i butikken hos hende for at fået vide hvad jeg skulle lave næste dag. Hver dag i to uger havde jeg været ude med elever og dykke, så min krop var træt af at slæbe flasker og udstyr samt trykket under vand. Fast besluttet på ikke at dykke den 26. december, trådte jeg ind i shoppen, det første hun sagde til mig var:" Hej Jesper, du har to elever i morgen!!" Jeg var træt i kroppen men var stadig helt pjattet med at dykke, tanken om at sidde i en af de to butikker hele dagen, var ikke noget jeg havde vildt lyst til.
"Jamen så gør jeg det (oberst)" svarede jeg, uden at vide at denne beslutning ville redde mit liv......
Kl. 8 kom jeg ned til Visa shoppen ved stranden vi kaldte the Cabana fordi den lå lige ved siden af Cabana Hotel. Jeg pakkede mit udstyr og snakkede lidt med Matt som ikke dykkede, jeg vidste ikke at det var sidste gang jeg skulle se ham.....
Kl. 9 sejlede vi ud mod Bida Nok og Bida Nai, to dykkersteder 30 minutter fra Phi Phi. Humøret var i top, det er et rigtig godt job at være dykkerinstruktør. Med mine to elever gennemgik jeg nogle spørgsmål, de havde ikke dykket i et år og havde brug for noget genopfriskning. Ved Bida Nok hoppede vi i vandet. Under briefingen havde jeg fortalt at det ville blive et rigtig let dyk uden noget strøm. Pigen var meget nervøs men kom efterhånden under vandet, hele tiden holdt jeg hende på skulderen og det plejede at hjælpe. Efter cirka 10 minutter kom der en del strøm men intet som ikke havde
været der før, 2 minutter senere to det dog fart og vi blev skudt af sted langs væggen.
Millioner af fisk kom kæmpende mod os og strømmen for at spise plankton, det var rigtig flot. Det gik hurtigere og hurtigere og var svært at blive på den samme dybde. På et tidspunkt blev jeg på under 3 sekunder taget fra 10 meter til 13 meter og tilbage til 9 meter. Hele tiden holdt jeg fast i pigen som holdt fast i hendes mand. Pludselig blev sigten til under 1 meter og vi gik op efter et obligatorisk sikkerhedsstop. Oppe på båden stod vi og grinede over det vilde dyk og havde ingen anelse om en tidevandsbølge lige havde passeret og var på vej til Phi Phi og resten af det sydlige Thailand.....
Strømmen tog virkelig til pludselig og vi sejlede tilbage mod Phi Phi. Kaptajnen ville ikke sejle tæt på øen, noget som vi ikke forstod. Vi var også for langt væk til at se noget som helst inde på øen gennem en kikkert. Oplysninger om et jordskælv i Indonesien blev sms’et til en af kunderne, det havde vidst nok været temmelig stort.
Molen vi pleje at bruge var væk, havde kaptajnen sagt derfor kunne vi ikke komme ind, jeg tror ikke han vidste hvad der havde foregået på det tidspunkt.
De fleste af os ville godt i land så vi blev sat ned i en speedbåd og prøvede at komme ind til stranden men på halv vejen kom en anden speedbåd mod os med thailændere som råbte og skreg at vi skulle komme væk.
Vi kunne ikke rigtig se hvad der var sket inde på øen men det flød med ting og sager i vandet.
I høj fart piskede vi ud på dybere vand og sad og ventede et par timer. Et jagerfly kom
flyvende indover Phi Phi og kredsede rundt et par gange.
En fiskerbåd kom sejlende forbi, på siden trak den en død person bundet om håndleddet.
I det sekund gik det op for mig at noget var helt galt. Vi fik også oplyst at vores Visa Cabana shop var væk.
Vi havde intet vand i speedbåden og frustrationerne meldte sig efterhånden hos folk. Langt om længe fik vi overtalt kaptajnen til at sætte os i land. Det syn vi kom ind til var forfærdelig, alt var smadret, stranden var væk og to døde personer lå helt stive side om side med armene halvt oppe.

Den fulde historie med tidspunkter og præcis hvad vi gjorde er for lang og betyder ikke meget lige nu men her er nogle af de episoder jeg oplevede:

Ian og jeg gik gennem den destruerede hovedgade uden sko på, en thailandsk
mand spurgte om jeg ville have et par sandaler, jeg takkede mange gange og kunne ikke lade være med at tænke at personen de tilhørte, måske var død.... Visa Diving Center shoppen var total smadret, et frygteligt syn. Ved det store fiskespringvand, gik vi til venstre. En død person lå på et bord med et lagen over sig. Jeg tog et billede men følte mig som en idiot. Hvad fanden bildte jeg mig ind at tage billeder??!!?!?!

Ian og jeg havde hentet sko i min bungalow som stadig stod, vi anede ikke hvem af vores venner der var i live. På vej væk fra bungalowen så vi en pige l løbe fortvivlet rundt mellem ruinerne af huse. Hun græd og skreg på et navn hele tiden, intet svar kom....

Vi gik langs stranden for hvis en ny bølge skulle komme, kunne vi klatre op i et træ. En mand råbte bag os om han ikke måtte følges med os. Han havde kun shorts på og en badesandal og gik meget besværet. Uden at bryde ud i gråd sagde han at han lige havde mistet sin kone og to børn. En tåre trillede ned af kinden på ham mens han stirrede tomt ud i luften. Jeg tog ham på skulderen og sagde jeg var meget ked af det på hans vegne men hvad siger man i sådan en situation....

En flok på ti mennesker kom bærende med en såret omviklet i tæpper på en træbårer. Jeg genkendte ham fra en bar vi stoppede ved tidligere for at finde venner. "Come and help!!”” råbte nogle af dem. Han var ret kraftig og vi stoppede hver 30. meter for at hvile os, hver gang vi satte ham ned skreg han i smerte. Manden der havde mistet sin familie var væk men jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk. Fuldstændig smadrede fik vi endelig den sårede mand op til andre sårede hvor helikopteren ville lande.

Ovre hvor Ian boede var alt væk. Den betonbygning hvor hans rum og alt hvad han ejede plejede at være, stod kun gulvet tilbage. Vi gik lidt videre og fandt en haj på en meter, ligge midt på øen, død og efterladt af vandet. Hele tiden holdt vi øje med havet og hvor vi kunne klatre op hvis endnu en bølge kom.

En lille kattekilling sad på kanten af et gulv og miaw’ede helt alene...
Hvordan fanden overlevede den når alt omkring den var væk?????!!!!!!!

Uden at vide hvad vi skulle gøre gik vi ned på stranden.
En kvinde lå død på stranden med stive arme. Hun havde stadig mavetaske på og var helt sikkert turist, hende ansigt var dækket. Ude i vandet flød endnu et par lig mellem stole og brædder.

Vi tog en beslutning og ville op og hjælpe andre da vi selv var ok rent fysiske. Mørket var langsomt kommet indover os så det var besværligt at finde vej gennem den destrueret ø. Min lyskegle stoppede ved endnu et lig, en lokal mand der klamrede sig til et palmetræ der var væltet. Det så ud som om han havde klatret et godt stykke op da det var væltet og knuste ham. Min arm kunne næsten ikke fjerne lygten, som resten af kroppen var den også i chok.

I mørket blev vi mødt af en gruppe der bar på en såret, han sagde intet.
Vi blev bedt om at hjælpe med at tage ham ned til en båd fordi, der ville ikke komme flere helikoptere på grund af mørket!!!
Først bar vi ham hen til den mole der stadig stod men der var ingen båd. Udmattet satte vi ham forsigtigt ned på jorden mens en gut løb ud for at finde båden. Sveden haglede ned af os alle og fortvivlelsen var tydelig. En gut fortalte at den såret havde en rygrads skade samt begge lunger var kolapsede. Måske var det kun den ene for hvordan overlever man ellers?!?!
Endelig kom manden tilbage, han havde fundet båden i den anden ende af stranden.... Vi løftede døren den såret lå på og gik hele vejen tilbage, samtidig med at frustrationerne blev tilbageholdt. På vej til stranden var en anden gruppe lige efter os med endnu en såret. Mine armen syrede konstant men det kunne jeg ikke klage over, jeg var trods alt i live. Vi alle var meget trætte og holdt en pause, den anden gruppe gik i forvejen mod båden. Fuldmånen var flot med det betød uendelig lidt lige nu. Endelig kom vi frem til båden som havde sat sig fast i sandet. Vi satte de to sårede på
sandet og prøvede alle på at skubbe en cirka 40 fods båd ud, hvilket viste sig at være krop umuligt.
Desperate prøvede vi at rokke båden frem og tilbage med intet skete.
Ud af ingenting steg vandet, alle blev rædselsslagne for en ny bølge skulle komme men båden kom fri.
De to sårede vi havde lagt på sandet var lige ved at blive taget af vandet men vi fik dem smidt op på båden mens vi selv stod i vand til hofterne. Ødelagte gik vi tilbage med bøjet hoveder mod helikopter pladsen hvor omkring 30 andre sårede lå.
Hvorfor helvede kunne de ikke lande om natten i helikopter?!?! Det var sgu da derfor de opfandt lys i sin tid!! 10 minutter senere landede en helikopter...... Det var første men absolut ikke sidste gang jeg lod tårerne trille... de to hårdt såret vi lige havde båret hele vejen ned til en båd, kunne være komme med helikopter i stedet!!!!

"IN COMING CHOPPER!!!", råbte en engelsk mand som havde taget kontrollen med pladsen.
Han gjorde det godt og fik dirigeret folk rundt. Vi dækkede ansigterne på de såret så de ikke fik mere støv over sig når helikopteren landede. Vi løb hen under de larmende roterende blade på helikopteren og hev forsyninger ud af den. Andre kom bærende på såret der blev lagt ind i helikopteren. Nogle af de såret blev båret tilbage, der var ikke mere plads. Alle vendte ansigtet og dækkede det idet helikopteren meget larmende lettede. Stilheden lige efter, var enorm og frygtindgydende, man kunne ikke lade være med at tænke på hvis der kom endnu en bølge....

Vi bar en masse vand og medicin og til Cabana Hotellets 1. sal, en af de eneste bygninger der stadig stod på denne del af øen. Endnu en helikopter, kunne vi høre, kom. Den engelske mand råbte igen, "IN COMING CHOPPER!!!!" Dækkede igen de sårets ansigter og så vores egne. Folk hev forsyninger ud mens vi bar såret over til den støjende helikopter. Derefter bar vi vand og mad op på Cabana Hotel, sådan gik 4-5 timer indtil Ian og jeg ikke kunne mere.

Vi turde ikke at gå tilbage til min bungalow så vi ville overnatte på Cabana Hotellets 2. sal. I vores søgen efter et værelse der var ikke var for mange efterladte personlige ting i, stødte vi ind i et par. Vi sad i godt stykke tid og snakkede med dem men om hvad kan jeg ikke huske, jeg var mere eller mindre i chok. Vi fik nogle cigaretter, selv om jeg ikke ryger, og et par øl.
Vi fandt et tomt værelse uden nogle personlige ting i og satte os på altanen. Et par helikoptere landede og lettede igen med såret. Den sidste der landede slukkede sine rotorblade, hvilket måtte betyde der ikke var så mange såret tilbage. Min hovedpine havde raset i mange timer og øllet gjorde det værre. Jeg gik i seng med mit tøj på og hørte aldrig den sidste helikopter lette.

Vi vågnede tidligt på Cabana Hotel dækket af myggestik men det doer man jo ikke af. Jeg havde sovet rigtig dårligt og havde stadig hovedpine. Målet i dag var at finde venner, især Frank og Jeppe. Vores Visa shop ved Cabana Hotellet var fuldstændig væk. I går aftes havde vi mødt Caroline, en som også var i Visa shoppen, hun fortalte at Matt var omkommet i butikken men hun havde mirakuløst overlevet.
Hvis Jeppe havde siddet ved Hippo Diver shoppen lige ved siden af Visa var han sikkert også død. Hurtigt fandt vi Frank stå ved Island Divers shoppen der var godt raseret. Hvilken lettelse at se ham i live!!!
Frank vidste hvor Jeppe boede så vi gik der over mod. En gut fra Hippodivers råbte mit navn og sagde Jeppe var ok, jeg var lige ved at fælde en tåre igen, det var godt at se ham i live.
Han var komme lettere til skade og ville gå op til View Point for at slappe af. Ian, Frank og jeg ville
gå ned for at hjælpe andre, vi var stadig rimelig friske. Jeppe og jeg aftalte at mødes ved min bungalow præcis kl. 17.

Ian og jeg sad på Cabana Hotellet og hvilede os. Frank var lige gået hen efter sine ting så vi skulle mødes en time efter, klokken 13. En amerikaner kom op til rummet på hotellet og sagde vi skulle gå ned til båden nu for at blive evakueret men jeg nægtede at forlade øen uden Jeppe, Frank og alle sine ting. Hun blev meget skuffet over beslutningen og prøvede flere gange at overtale os men jeg var fast besluttet. Ian og jeg gik tilbage til min bungalow, hentede mine ting og ville gå tilbage til Cabana Hotellet. I samme øjeblik kom Jeppe til bungalowen, han bar en rygsæk og en redningsvest og var lettere rystet over det hele. Vi blev enige om at tage tilbage til Cabana Hotel for at møde Frank. Vi prøvede at komme gennem receptionen der hvor jeg boede. Ham der ejede stedet lå død på gulvet med et lagen over sig.
Dagen før havde jeg snakket med ham om en god pris hvis jeg blev boende en måned eller to. Han var en ældre herre, midt i 60’erne, gik altid i bar mave og bar briller. Vi kunne ikke komme igennem receptionen og skulle træde over den ældre herre igen for at finde en anden vej......

Ved Cabana Hotel ventede vi på Frank som ikke var dukket op. Vi sad i Hippo Divers hvor Jeppe var tæt på at miste livet. Vi var meget rystet over hele situationen. Omme bag shoppen lå endnu en død person som var mast under den sammenstyrtede bygning. Vi kunne kun se det meste af en arm stikke ud og ville heller ikke se mere, det var meget underligt at sidde og snakke mindre end 20 meter fra et lig. Nede på stranden kunne vi se 3-4 døde personer ligge og redningsfolkene var ved at hive flere ud af vandet. Frank kom ikke, så vi besluttede at tage af sted med den sidste færge væk fra øen omkring kl. 15.30 til Phuket. Stemningen blandt Ian, Jeppe og mig var meget trykket, vi var trætte og var hele tiden på kanten til at bryde fuldstændig sammen.

Efter vi var kommet af med færgen, blev vi mødt af nogle lokale sygeplejere som spurgte om vi var ok.
Vi nikkede uden at sige noget, stadig meget rystet. Adi som havde arbejdet for Visa Dive Center og som
var i Phuket da det hele skete, mødte os ved færgen. Han var meget rolig og havde stadig alle sine ting på Phi Phi men de ville ikke lade ham komme tilbage. Vi blev sat op på en pickup truck med en gruppe franskmænd, en thaikvinde kom hen mod os. I hånden havde hun et billede af to små piger. Jeg kunne se billederne var taget på Phi Phi før katastrofen, hun spurgte om vi havde set dem. Tårerne presset meget på men jeg holdt dem tilbage og rystet på hovedet, desværre kunne jeg intet stille op.

 

 

 

 

BACK TO TOP