Home - Articles - Articles in Danish - Påskeøen

 

 

Rapa Nui, en ø i Stillehavet.

 

En del danskere siger ofte lidt forkert Påskeøerne men der er altså kun EN og den er på størrelse med Amager. Helt præcis dækker den et areal på 180 km2.
På det lokale sprog hedder den Rapa Nui og en af de mest fascinerende afkroge af verden vi har besøgt.
Rapa Nui er ikke et sted man bare lige tager hen, da den befinder sig på den anden side af kloden fra Danmark og langt ude i Stillehavet. Rent faktisk ligger Påskeøen 3700 Chiles kyst, 1800 km fra Pitcairns Island og lidt over 4000 km fra Tahiti som er de tre nærmeste beboede steder fra Øen. Påskeøen danner det ene hjørne i Polynesien-trekanten hvor Hawaii og New Zealand er de to andre. Chile har påberåbt sig ejer af øen, hvilket de lokale ikke er helt enige i som så mange andre steder i verden.
LanChile er det eneste flyselskab som flyver der ud fra Santiago i Chile. Man kan også få et stop på øen hvis man har en jordomrejsebillet, nok den mest økonomiske måde at komme der til.

I meget lang tid havde det været en drøm at komme ud til Påskeøen og se de kendte stenstatuer. I et par uger havde vi rejst rundt i Chile, og nu kunne man næsten kaste en sten ud til Påskeøen, hvis man stod tæt nok på Stillehavskysten….. måske ikke, men tættere på, havde vi aldrig været før nu.
Rygtet gik at priserne var skruet en del op ude på øen. Mad, drikke og et sted at bo skulle være peberet.
Efter regnemaskinen havde arbejdet lidt og rådede os til at tage 3 dage derude, gik vi til LanChile’s kontor i Santiago for at købe billetter.
Det var heller ikke specielt billigt for folk som os, det kostede 4100 kr. tur-retur per billet og så var vi endda heldige lige at ramme en periode lidt udenfor sæsonen ellers kunne de komme op over 5500 kr., de ved virkelig at gøre en forretning ud de rejselystne.
Vores pengepung blev lidt ked af det da vi ikke kunne få noget fly tilbage til Chile før 6 dage efter ankomsten, der var simpelthen ikke plads…!
Og spørgsmålet var, om man overhovedet kunne bruge så mange dage på at se på store stenstatuer….? Nå men der var ikke meget at gøre, vi ville jo meget gerne der ud og betalte billetterne.
Over internettet fik vi booket et hotel, det måtte vi hellere hvis der var så mange turister som vi havde fået opfattelsen af, vi havde dog læst at øen årligt har omkring 20.000 besøgende turister, som ikke er særlig meget. Nationalparken Torres Del Paine i det sydlige Chile har årligt 75.000 turister.
Vi fandt et godt sted som kostede US$70 (420 kr.) per nat, hvilket er i den billige ende af hotelpris skalaen og glædede os til at komme af sted.

En uge senere lettede vi fra Santiago’s Internationale Lufthavn og satte kursen mod Påskeøen. Det eneste man kunne skimte fra de 10 km højde vi cruisede i, var det blå Stillehav og intet andet. Man fik virkelig følelsen af at øen lå midt ude i ingenting.
De små skærme i sædet foran os, underholdte godt og turen var hurtig overstået. Pludselig landede vi på en meget grøn og ikke særlig stor ø, Påskeøen.
Det var lidt uvirkeligt at vi befandt os her men vi smilede over hele femøren. Flyet taxiet os ind til ankomsthallen, som naturligvis ikke var en af de største i verden, mens vi gloede efter en sten statue, ja engang i mellem har man lov til at være en dum dansker….. vi spottede selvfølgelig ingen.

Klokken var omkring 21 da vi havde fået vores rygsække og stod ude foran den internationale terminal (og eneste terminal), mellem en masse folk som alle spurgte om vi havde et sted at sove. De var dog ikke anmassende som f.eks. de kan være i Sydøst Asien.
Selvfølgelig var der ikke en repræsentant fra vores hotel, det havde jo været for let, men vi fik at vide vi bare skulle tage en taxi til hotellet. Vi spurgte et par folk hvor meget man skulle betale for det, noget som man efterhånden lærer efter at være blevet snydt af taxa chauffører over hele kloden. US$2 var den rørende sum, noget pengepungen kunne bruge….. og hvad chafutten tog for turen. Lige som i Chile kan man både bruge US dollars og Chilenske pesos.

På hotellet, eller rettere resortet som lå lidt udenfor ”hovedstaden” (og eneste stad) Hanga Roa, havde de ikke hørt at vi skulle komme. Vi var trætte og orkede ikke at finde et andet sted at bo. Hende der ejede stedet var ikke til stede, så vi blev bare installeret i et rum for natten af en venlig dame der arbejdede der. I morgen måtte vi finde ud af hvad der skulle ske.
Jeg gik forrest ind i værelset som tilsyneladende så nydeligt ud og smed min rygsæk på den ene seng. Kristina, min kone, kom lige efter mig, lavede et ansigt som når man bider i en citron, gav et lille hyl fra sig og pegede op på væggen.
Jeg vendte mig og så nu også kakerlakken der var på størrelse med en Zippo lighter. Stille og roligt og i bedste iraker-stil, tog jeg min bade sandal, gik over mod monsteret og daskede den en over nakken. Sagesløs faldt den til gulvet, temmelig flad, jeg vendte mig mod Kristina med et tilfreds smil. Hun var nok ikke lige så tilfreds, kakerlakker er IKKE et af hendes favorit dyrene. Det var dog den eneste vi så.

Næste morgen stod vi op til et gigantisk morgenmads bord, med kaffe, boller, æbleskiver, diverse pålæg, te, juice og kronen på værket, et stykke chokolade, alt inkluderet i prisen.
Vi fik snakket med ejeren som var noget sløv i betrækket og fik lov til at blive 4 dage i samme værelse men så blev vi nød til at flytte hotel. Hun var en af de eneste der kunne tale lidt engelsk, kvinden der havde givet os værelset aftenen før, havde ikke mange engelske ord i hendes sprog men på den anden side havde vi heller ikke mange spanske….
Det var noget med vores internetreservationer som ikke var gået helt efter planen men det var alt sammen ordnet nu.

Vi tog en lille dagsrygsæk og ville ind og se lidt på hovedstaden. Temperaturen lå omkring 30 grader i skyggen men vinden som blæste, fik kølet det hele lidt ned.
Der var meget grønt på øen, vi gik i højt humør der ud af og fik pludselig øje på 5 af de store stenstatuer, Moai stå nede ved kysten.
Vores gode humør kom lige et par takker op, vi gik ned forbi en kirkegård med en lille sugen i maven. Jo tættere på vi kom, jo større blev de.
Endelig stod vi her, ansigt til ansigt med en Moai med kæberne tættere og tættere på brystkassen. Ahu Tahai som stedet hedder vi stod på, består af 5 Moai’er som står på en række hvor den højeste er omkring 5 meter høj og den mindste er 3.5 m.
Lidt derfra står en ensom Moai med den røde hat på og øjne lavet af koraller, min ynglings Moai. Der var utrolig meget mystik omkring denne Moai, sikkert fordi den havde ”øjne” som den eneste.
Vi gik ind til byen efter at have taget de første 40 billeder af de i alt 8 Moai’er og fandt hurtig ud af at man kunne gå igennem denne ”metropol” på lidt under 15 minutter. Hvis man skiftede tempo fra snegl til skildpadde ville det nok tage 8. Den havde ikke forfærdelig meget at byde på, ned langs hovedgaden lå en række hyggelige restauranter, et supermarked og et apotek på den ene side af vejen. På den anden side var en masse skurer sat op hvor lokale solgte små udgaver af øens varemærke, moai’en, udformet i sten og forskellige træsorter men også t-shirts og smykker lå pænt på række. Når man stoppede op for at se nærmere på diverse ting, var det ikke sådan at man blev overfaldet. Dem der ejede boden sagde kun lige ”’ola”, hej på spansk og kom kun hvis man stod og viftede med et eller andet.

De næste dage spenderede vi omkring vores ressort og i selskab med moai’erne nede ved Ahu Tahai. Man kunne bruge timer på at sidde og nyde synet af statuerne og udsigten over det endeløse hav. Ingen ø eller land kunne man spotte ude på horisonten. Man fik igen fornemmelsen af at være meget langt væk fra alting.
Jeg fik dykket lidt fra Mike Rapu Diving ved dykkerstedet ”bøje 2”, hvilket ikke var noget specielt. Der var ikke mange fisk og koraller men undervandslandskabet var rigtig flot og sigten lå på omkring 15 meter. Når man har dykket i danske farvande ved man det er rimelig godt men når man befinder sig midt i Stillehavet er det lidt skuffende. Omkring Hanga Roa er der også mulighed for at surfe i bølgerne.

Et par af dagene lejede vi en bil, hvilket kostede 270 kr. for 8 timer og 330 kr. for 24. Vi kørte ned langs sydkysten af øen hvor der var Ahu’er (platform med Moai’er på) overraskende mange steder, de fleste var dog væltet men derfor var det ikke omgivet af mindre mystisk. Man ved til den dag i dag ikke helt hvorfor statuerne blev væltet.
En teori er, at arbejdet med moai’erne var blevet så omfattende og krævede så mange ressourcer at de folk der arbejdede på dem, blev vrede på dem der krævede dem fremstillet og stoppede arbejdet.
De tidligste moai’er var på omkring 2 meter mens den største der er fundet stadig ligger i Rano Raraku krateret halvt udhugget og er ikke mindre end 21,65 meter lang…..

Moai’erne var et monument tilegnet de lokales forfædre. Gennem moai’erne tilbad man sine forfædre ligesom vi på denne side af jorden bygger kirker og tilbeder vores gud.

Langs sydkysten er der spredt med moai’er i alle størrelser, de fleste er dog væltet og deres store røde hat, som skulle symbolisere måden man havde sat sit hår op på den gang, er rullet et stykke væk fra selve moai’en.

Det mest imponerende sted er dog vulkankrateret Rano Raraku, hvor stort set alle moai’er er kommet fra, den røde hat blev fremstillet i Puna Pau krateret nær Hanga Roa.
Vi parkerede bilen og gik op mod den cirka 300 m høje vulkan skåningen. Mærkelig firkantet sten stak op af jorden over del hele.
Det gik op for os da vi kom nærmere, at de firkantet sten var færdige moai’er der stod over alt, klar til at blive transporteret ned til deres Ahu (platform).
Længere oppe af skråningen fik man øje på moai’er der halvt færdige, stadig lå på deres rygge i klippen, kun længden og ansigtet med de bestemte øjenbryn, de lange ører og den bestemte spidse mund, var færdigt.
Vi kravlede længere op af skråningen af nogle små stier hvor der var endnu flere halv færdige moai’er. Det var som om alle arbejderne var gået til frokost, alt var efterladt fra den ene dag til den anden. Det viste sig dog at det skulle blive historiens længste frokostpause….
I alt er der lidt over 300 moai’er i Rano Raraku krateret, nogle færdige andre kun halvfærdige.
Vi kørte videre langs kysten mod øst og kom forbi Ahu Tongariki hvor der er 15 moai’er opstillet af forskere. Det er imponerende at stå ved enden af denne ahu der strækker sig omkring 200 m.
De 15 moai’er fylder 45 meter i længden, men oprindelig skulle alle 200 m være flydt med moai’er…. Det ville have blevet til cirka 60 i alt, eller 4 gange så imponerende som nu.
På nord siden af øen ligger de to eneste naturlige strande, Ovahe og Anakena, sidst nævnte med den flotteste strand og endnu en ahu med 7 moai’er på. Vi spiste den medbragte frokost da vi havde fået at vide der ikke var noget marked eller butikker uden for Hanga Roa. Der var dog to små skurer hvor der blev solgt noget grillet fisk.
Stranden var helt hvid med flot turkis vand og et par palmer, en rigtig paradisstrand ud af en reklame.
I baggrunden stod en ensom moai og lidt der fra med ryggen til stranden stod de 7 moai’er. 4 af dem havde stadig deres røde hat på, 1 var uden hat og de 2 sidste var uden hoved, sikkert taget af vind og vejr. Endnu engang sank tavsheden over os og mystikken kom langsomt ind på os.
Med temmelig stor sikkerhed ved man at transporten af moai’erne forgik på fældet palmetræer, hvilket også forklarer at der stort set ikke er nogle palmetræer på øen mere. Dem der står der nu er plantet efter moai tiden, som gik fra omkring år 1000 til slutningen af 1700-tallet.

Vi lagde os ned i det hvide sand og slappede af med den brændende sol over os og en vind der fik sandet til at blæse om ørerne på os.
Solen er meget stærk i denne ende af verden og det lykkedes også at få en lille sol forbrænding. En rejse er ikke komplet hvis man ikke får en lille forbrænding…. Eller også skinner solen ikke nok.
.
Inden vi kørte hjem til Hanga Roa, skulle vi lige op og se på moai’erne igen og selvfølgelig lige tage et par billeder mere.

Om aftenen spiste vi inde i Hanga Roa, hvilket viste sig ikke at være så dyrt som vi havde hørt, omkring 60 kr. for aftensmad og 16 kr. for øl og sodavand. Det kan man vist ikke klage over…

Et andet imponerende sted er Rano Kau vulkanen. Man kan godt gå til den fra Hanga Roa men man skal nok være i rimelig form, hvilket vi er…. så vi tog bilen og kørte der op, man er vel doven.
Bildørene var lige ved at blive flået af, da vi åbnede dem. Der var en meget kraftig vind. Vi gik over mod indgangen og opdagede et lille hus hvor der sad en vagt i. Desværre fik han også øje på os og vi blev nødt til at gå ned og betale ham, US$12 (72 kr.) skulle vi slippe per næse.
Orongo Village er en masse huler folk har bygget af sten og boede i. Indgangen er et meget lille hul som man kun kan komme igennem ved at lægge sig på maven og kravle. Fra gulv til loft er der kun 1.20, det eneste lys der kan komme ind er gennem det lille hul man kommer ind af, der er ikke nogle vinduer. Af den grund har de nok kun brugt hulerne til at sove i, man har nok ikke siddet og læst bøger eller dagens avis!

Stedet var af meget stor religiøs betydning og det er her man finder den mest koncentrerede samling af petroglyfer, et skriftsprog som ingen indtil videre har kunnet oversætte. Petroglyfer er Påskeøens svar på Egyptens hiroglyfer og Danmarks runer.
Vulkanen er stor, selve hullet er omkring 250 meter dybt og består af en masse små søer. I diameter måler den cirka 1,5 km. Forskere har målt nogle af søerne til at være 280 meter dybe.

En af de sidste dage kørte vi igen op til Rano Raraku krateret for lige at se de mere eller mindre færdige moai’er engang til. Ens tanker startede engang til.
Hvad fanden tænkte de på den gang? Hvad var det som drev disse mennesker til at fremstille så enorme monumenter og lægge så meget arbejde i det?
Det er lige så underligt som pyramiderne i Egypten hvis ikke det er mere underligt.
Endnu 40 billeder senere kørte vi op til Anakena, paradisstranden og slappede af hele dagen med solcreme på!

Vi sluttede dagen af med at køre op til Ahu Akivi der ligger lidt inde på øen som den eneste.
Her er opstillet 7 moai’er som alle er omkring 5 meter høje. De vender mod vest og solnedgangen.
Legenden fortæller at da den første konge, Hotu Matu’a som kom til øen, sendte 7 af sine folk ud for at lærer mere om dette nye sted. Ahu Akivi mener man symboliserer de 7 folk men man ved det ikke med sikkerhed.

Da vi skulle aflevere bilen spurgte ejeren, en chilensk mand hvordan det var gået og om vi kunne lide øen. Vi snakkede lidt frem og tilbage og mystikken der omgav øen. Han hev et kort frem og spurgte om vi lige havde 5 minutter. Det kunne nok lige klemmes ind i vores ellers stramme rejseprogram, vi skulle først være ved flyet kl. 15 i morgen, 4 min. fra hvor vi boede….!
Han fortalte at sidste år var der taget et satellitfoto af øen. Det viste sig at placering af nogle af ahu’erne var så præcise og dannede en så nøjagtig trekant, at de må have vist meget om astronomi. På et tidspunkt havde kongen delt øen i tre lige store stykker, hvilket også peger i retning af en stor viden om matematik. Hvis man på et tidspunkt ville være i stand til at tyde petroglyfernes betydning, kunne det være der kom svar på en masse spørgsmål.
Hvis man ikke kløede sig i nakken i forvejen, gjorde man det i hvert fald nu. Vi takkede ham for leje af bilen og hans beretning.

Den sidste nat skulle vi flytte hotel og blev kørt hen til et der lå lige for enden af hovedgaden. Her viste de filmen Rapa Nui instrueret af Kevin Costner som ikke fortæller den helt rigtige historie men er meget sjov at se når man nu har været rundt på øen og danner et billede hvordan man har flyttet rundt på moai’erne.

Påskeøen har helt sikkert været et fascinerende som vi til hver en tid ville vende tilbage til. Vi var utrolig glade for vi skulle være der 6 dage og ikke som de planlagte 3 dage, det ville have været alt for lidt. Det var heller ikke fordi det var sindsoprivende dyrt at være der, priserne var lidt som i Danmark så pengepungen var trods alt tilfreds….

Når vi rejser rundt, vil vi hellere lærer landet at kende når vi er der. Vi bruger guidebøger så lidt så muligt, på den måde får vi mere ud af VORES rejse.
Vi havde overhovedet ikke sat os ind i noget som helst omkring øen. Vi viste bare at der stod en masse stenmonumenter rundt omkring på øen og man ikke rigtig havde nogen ide om hvordan det hele var foregået.
Heldigvis er vi alle forskellige og rejser på forskellige måder.

Hvis man vil sætte sig lidt ind kulturen og fremstillingen af moaierne kan man få fat i Lonely Planets Chile and Easter Island som har nogle gode historier og kort over øen.
På øen kan man også tage guidede ture hvor de taler spansk eller engelsk.

Vi betalte 4100 kroner for en tur-retur billet fra Santiago i Santiago. Det ville være en god ide at bestille billetten hjemme fra, hvis man vil være lidt mere organiseret og ønsker at komme der ud på et bestemt tidspunkt.

 

 

 

 

BACK TO TOP